Vil du være med til at lede vores helt unikke overbygningsskole sammen med et stærkt ledelsesteam? Har du pædagogiske visioner og også lidt administrative kort i ærmet? Ser du også det skønne i at arbejde med unge mennesker? Er du dygtig relationel, og har du erfaring med skoleledelse?
Hvis du kan se dig selv i ovenstående beskrivelse, så glæder vi os til at byde dig velkommen til en spændende og givende hverdag, hvor elever, medarbejdere, forældre og skolebestyrelse står klar til et godt og konstruktivt samarbejde.
Hvem er vi?
Campusskolen er en overbygningsskole for Dagmar-, Nordbakke- og Valdemarskolen i Ringsted Kommune, hvor vi har elever på 7.-10. klassetrin. Det helt særlige ved Campusskolen er, at vi er en skole for unge mennesker, som betragter sig selv som små voksne, der gerne vil inddrages og lyttes til. De vil gerne behandles som ”snart” voksne mennesker, som udvikler sig i hast igennem de 3 år, de er en del af skolen.
Det unikke ved skolen er også de mange forskellige linjer, vi tilbyder de unge. Vi har et stærkt fagligt fællesskab og er en skole, der er omstillingsparat, innovativ og udviklende. Det store ungemiljø giver rigtig mange muligheder.
Hvad leder vi efter?
Vi er helt overordnet på jagt efter det rigtige menneske! Der vil være både pædagogiske, strategiske og administrative ledelsesopgaver, men vi er fleksible i vores organisering, så vi lytter gerne til, hvad du brænder for og er dygtig til.
På Campusskolen sigter vi mod hele tiden at udvikle os og at blive bedre, så vi leder også efter én, der har sine didaktiske, faglige og pædagogiske værktøjer i orden, og som ved, hvorfor vi gør, som vi gør. Vores fokusområder er bl.a. PBL, co-teaching, systemisk børne- og læringssyn, faglige løft, elevinddragelse, gode overgange til Campusskolen, det gode forældresamarbejde og stærke fællesskaber.
Du kommer til at have ansvar for et eller flere af vores fokusområder, så du skal kunne se dig selv i at sætte retning og tænke nyt – men altid bæredygtigt og langsigtet.
Ovenstående fokusområder udspringer af de skolepolitiske mål, som du kan læse om her.
Vi har et tæt samarbejde i vores ledelsesteam, og vi har det godt med hinanden og passer på hinanden ved at stå tæt sammen, når der er behov for det.
Det er af stor betydning, at du har erfaring med ledelse i en politisk styret organisation – gerne en folkeskole. Campusskolen nyder stor politisk bevågenhed, da den overvejende del af Ringsted Kommunes unge mennesker går til afgangsprøve på Campusskolen. Derfor skal du være motiveret for at skabe resultater, hvor du sikrer en høj faglighed, en høj trivsel blandt vores elever og medarbejdere og sikrer, at folkeskolen er det naturlige valg i Ringsted.
Hvad tilbyder vi dig?
I Ringsted er der et stærkt kollegialt fællesskab på tværs af ledelserne, hvor der både er plads til de grundige samtaler om ledelsesdilemmaer og det uformelle sjov og højt humør. Som leder i Ringsted står du aldrig alene med de udfordringer, der er. Kulturen bærer præg af fællesskab og en lyst til at lykkes sammen.
I Ringsted Kommune lægger vi vægt på, at alle ledere har en formel lederuddannelse. Har du ikke det, skal du gerne have lyst og mulighed for at videreuddanne dig undervejs. Vi ser gerne, at du er læreruddannet.
Hvis du gerne vil vide mere om stillingen og Campusskolen, er du velkommen til at kontakte skoleleder Anette Lindebæk Bjørnholt, tlf. 21 69 25 29 – send evt. en SMS for at lave en nærmere aftale.
Er du vores nye viceskoleleder?
Så modtager vi meget gerne din ansøgning, CV og andre relevante dokumenter senest den 9. juni 2025. Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" under selve stillingsopslaget og udfylde den formular, som kommer frem.
Vi forventer at holde første samtale den 11. juni mellem kl. 16.30-19.30, og anden samtale holdes den 18. juni mellem kl. 11.00-13.30. Der vil være en personlighedstest og feedbacksamtale mellem 1. og 2. samtale.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Det er en del af Ringsted Kommunes ansættelsespolitik at fremme ligelig kønsfordeling og etnisk ligestilling. Vi opfordrer både personer med dansk og anden etnisk baggrund til at søge den opslåede stilling.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Ansættelsesform | Fastansat |
---|---|
Arbejdstid | Fuldtid |
Startdato | 1. august 2025 |
Løn | Efter overenskomst |
Antal ledige stillinger | 1 |
Beskæftigelsesgrad | 37 timer pr. uge |
By | Ringsted |
Region | Sjælland |
Land | Danmark |
Referencenummer | 2025/192 |
Kontakt |
|
Publiceret | 15.05.2025 |
Sidste ansøgningsdag | 09.06.2025 |